Om os

Om Kerteminde Ungdomsskole

Kerteminde Ungdomsskole tilbyder undervisning, fritidsaktiviteter og fællesskaber for unge fra 7. klasse til 18 år i Kerteminde Kommune

Hos os kan unge prøve nye interesser, møde andre og blive en del af et fællesskab. Vi tilbyder blandt andet musik, kreative fag, sport, madlavning, knallertkørekort og speedbådskørekort. Det er også muligt at få gratis ekstraundervisning i dansk, engelsk og matematik.

I løbet af året arrangerer vi desuden forskellige ture og rejser, for eksempel skiture, ture til Berlin og fællesture til Tivoli.

Det er gratis at deltage i undervisningen. På enkelte hold, ture og rejser er der dog egenbetaling. Mange aktiviteter har et begrænset antal pladser, så det er en god idé at tilmelde sig tidligt.

Se alle hold og ture, og tilmeld dig på kertemindeungdomsskole.dk. Vi anbefaler, at unge og forældre sammen går på opdagelse i mulighederne.

 

Ungdomsklubberne

Vi har fire ungdomsklubber: Kerteminde Ungdomsklub, Munkebo Ungdomsklub, Langeskov Ungdomsklub og en klub i Mesinge for unge med særlige behov.

Klubberne er trygge mødesteder, hvor unge kan være sammen, slappe af og deltage i forskellige aktiviteter. Her kan man blandt andet game, spille pool og bordtennis eller se film og fodbold. Klubberne arrangerer også aktiviteter og ture ud af huset.

Der er altid mindst to medarbejdere til stede i åbningstiden. Man er velkommen til at besøge klubben et par gange, inden man tilmelder sig. Det er gratis at gå i ungdomsklub.

Betingelser

SSP

SSP står for Skole, Socialforvaltning og Politi. Sammen arbejder vi for at skabe trygge rammer for kommunens børn og unge og forebygge kriminalitet, rusmidler og mistrivsel.

SSP tilbyder rådgivning og samtaler til både unge og forældre. Medarbejderne holder også oplæg på skolerne og er synlige dér, hvor de unge færdes. Man kan kontakte SSP, hvis man er bekymret for sig selv, sit barn eller en anden ung.

 

Heltidsundervisning

Heltidsundervisningen er et særligt tilrettelagt skoletilbud til unge, som har brug for en anden skoledag end den almindelige folkeskole kan tilbyde.

Undervisningen tager udgangspunkt i den enkelte elevs behov og har fokus på både faglig udvikling og trivsel. Tilbuddet er primært for elever i 8. og 9. klasse, og eleverne afslutter med folkeskolens afgangsprøver.